Ida:
Som Majken nævner, ligger al sympatien hos børnene, og angående det at klovnene, altså de voksne, skulle være en hjælp for børnene, må jeg nok trække mine ord tilbage. Jeg tror derimod, at der her gøres lidt grin med de voksnes (samfundets) måde at håndtere børn på, og samfundets måde at putte børn i institutioner fra de er helt små på.
På den sidste side ser vi en snehejre. Det slog mig pludselig, at det hejren står på er blomster. Blomster magen til de blomster vi så på første side. Her er blomsterne dog blevet helt visne, og de har mistet deres farve. Måske kan blomsterne sammenlignes lidt med børnene, eller i hvert fald børnenes verden, samt deres måde at se verden på. Til at starte med, var børnene livlige og fulde af fantasi - ligesom blomsterne først i bogen. Til sidst i bogen er børnene ikke særlig livlige, og har mistet deres identitet og måske også deres livsglæde - ligesom blomsterne på sidste side.
Men kan derfor tale om hvorvidt Lejren har hjulpet børnene. Ingen af børnene virker lykkeligere da de rejser fra Lejren, end da de kom, tværtimod. Jeg tror vi har med en forfatter at gøre, der er meget kritisk omkring samfundets institutionaliseringen, og gennem denne roman har forsøgt at få sin negative holdning til dette frem i lyset.
Super fortolkning - børnene er jo ligesom blomster, der skal passes og plejes for at vokse og trives, men vores fastlåste systemer, måder at institutionalisere børn på er "dræbende" i overført betydning. Det er et yderst dystopisk samfund, Oscar K. fremmaler. Børn er jo netop karakteriseret ved livsglæde, umiddelbarhed, nysgerrighed samt åbne - alle disse menneskelige kvaliteter kvæles i lejren - og der er ingen hjælp at hente fra de voksne.
SvarSletLige et lille input. De visnede blomster kan, ved siden af alt det andet, også betyde realisme. At børnene ikke længere, som nævnt, har den fantasi, som kun børn har, men tænker i de realistiske baner.
SvarSlet- Signe W
SvarSlet